Minimering af risiko for infektion ved brandsårsbehandling

Forbrænding og brandsårsbehandling

Ifølge European Burns Association er en forbrænding et komplekst traume, der kræver tværfaglig og kontinuerlig terapi. ¹ Kompleksiteten af brandsårsbehandling forværres af den høje risiko for infektionr, hvor brandsårsinfektion og sepsis er blandt de førende årsager til sygelighed og dødelighed hos brandsårspatienter. ²

Vigtige strategier for brandsårsbehandling og infektionsforebyggelse

Nøglestrategier for brandsårsbehandling og infektionsforebyggelse fra European Burns Association's "European Practice Guidelines for Burn Care" (Version 4, 2017)¹ indikerer, at der er mange effektive måder at minimere risikoen for infektion i brandsårsbehandling på. Nogle af disse strategier omfatter: 

• Hurtig indledende sårvurdering: Hurtig og præcis vurdering af brandsår er afgørende. Tidlig debridering - fjernelse af nekrotisk væv - reducerer substratet til bakteriel vækst. De europæiske retningslinjer for praksis understreger, at "tidlig fjernelse af brandsår reducerer infektionsraten og forbedrer resultaterne." Efter debridering er det vigtigt at dække såret korrekt, enten med bandager eller hudtransplantationer, for at beskytte sårbunden mod mikrobiel invasion.
  
  
• Håndhygiejne og aseptiske teknikker: Streng overholdelse af håndhygiejneprotokoller er en hjørnesten i infektionsforebyggelse. Sundhedspersonale bør desinficere hænderne før og efter enhver patientkontakt. Retningslinjer anbefaler, at "aseptiske teknikker skal anvendes under sårbehandlingsprocedurer for at forhindre krydskontaminering." Dette omfatter brug af sterile handsker, instrumenter og bandager under sårbehandling.
  
  
• Miljøkontrol: Det er vigtigt at opretholde et rent og kontrolleret miljø på brandsårsafdelinger. Retningslinjerne fremhæver vigtigheden af "regelmæssig rengøring og desinfektion af overflader og udstyr for at minimere miljøkontaminering." Implementering af isolationsprotokoller for patienter med resistente infektioner og sikring af korrekte ventilationssystemer kan yderligere reducere risikoen for nosokomielle infektioner.
  
  
• Overvågning og monitorering: Aktiv overvågning af sårkulturer og monitorering for tegn på infektion muliggør tidlig påvisning og intervention. Retningslinjer anbefaler, at "regelmæssige mikrobiologiske vurderinger bør udføres for at vejlede målrettet antimikrobiel behandling." Derudover kan monitorering af patienternes kliniske tegn, såsom feber, øget sårvæske eller uventet smerte, give anledning til rettidige undersøgelser og behandlingsjusteringer.
  
  
• Antibiotikastyring: Fornuftig brug af systemiske antibiotika er afgørende for at forhindre udvikling af resistente organismer. Retningslinjer anbefaler, at "antibiotikabehandling bør styres af dyrkningsresultater og begrænses til bekræftede infektioner."
  
  
• Ernæring: Ernæring understøtter immunsystemet og fremmer sårheling. Retningslinjerne siger, at "tidlig ernæringsstøtte bør iværksættes for at imødekomme de øgede metaboliske krav hos brandsårspatienter." Dette inkluderer tilstrækkeligt proteinindtag og tilskud af vitaminer og mineraler, der er afgørende for immunfunktionen.
  
  
• Patientuddannelse: Uddannelse af patienter og deres familier om infektionsforebyggende foranstaltninger, såsom korrekte sårbehandlingsteknikker og tegn på infektion, giver dem mulighed for at deltage aktivt i deres behandling. Retningslinjerne understreger, at "patientinddragelse i behandlingen kan forbedre overholdelsen af infektionskontrolpraksis."
  
  
• Antimikrobielle midler, som sølv: Topiske antimikrobielle midler kan spille en væsentlig rolle i forebyggelsen af sårinfektioner. Især sølvbaserede bandager er blevet brugt i vid udstrækning på grund af deres bredspektrede antimikrobielle egenskaber. Anmeldelsen "Silver in Wound Care—Friend or Foe?" ³ diskuterer effektiviteten af sølv og bemærker, at "sølvholdige bandager kan reducere bakteriebelastningen i sår." Den advarer dog også om potentiel cytotoksicitet og anbefaler, at "fordelene ved sølv skal vejes op mod mulige negative virkninger på sårheling." Derfor bør valget af antimikrobielle bandager individualiseres under hensyntagen til faktorer som sårstørrelse, dybde og patientens generelle tilstand.
  
  Retningslinjerne anbefaler antimikrobielle bandager til brandsår med risiko for kolonisering og infektioner. Sølvsulfadiazin (SSD) creme er en type antibiotikamedicin, der behandler anden- og tredjegradsforbrændinger, men er forbundet med de værste resultater i brandsårsbehandling med hensyn til infektion og epitelisering. I mellemtiden har bandager, der indeholder sølv, vist sig at være bedre end SSD og sølvfri bandager til brandsår med hensyn til epitelisering, infektion, smerte og omkostninger. Korrekt brug af sølvholdige bandager er afgørende for optimal sårheling.
  
  
• Nytænkning af bandageskiftprotokoller: Fordi bandagebrug med SSD kræver en højere frekvens af bandageskift, er der en øget risiko for krydskontaminering¹. I betragtning af den øgede bevidsthed om at støtte uforstyrret sårheling er genovervejelse af hyppigheden af bandageskift og bandageskiftprotokoller en anden vigtig strategi til infektionsforebyggelse. 

En flerstrenget tilgang til at minimere infektionsrisiko ved brandsår

Minimering af risikoen for infektion i brandsårsbehandling kræver en mangefacetteret tilgang, der omfatter omhyggelig sårbehandling, overholdelse af infektionskontrol- og hygiejneprotokoller, miljøkontrol, overvågning, forsigtig brug af antibiotika, ernæringsstøtte, patientinddragelse og passende brug af antimikrobielle midler, såsom sølvholdige bandager, når det er gavnligt.

Ved at implementere disse strategier kan sundhedspersonale forbedre resultaterne for brandsårspatienter betydeligt, reducere byrden af infektioner og lette optimal heling.